Book billet
logo

Jagten på den perfekte øl

En lille grå klump fra München skulle vise sig at revolutionere ølbrygningen i Danmark. Vi snakker selvfølgelig om gæret, som Carlsbergs kære grundlægger skulle så grueligt meget igennem for at bringe hjem.

SCROLL NED

20 dages rejse med gær i hatteæske

Som barn tog J.C. Jacobsens far ham med til lektioner hos den kendte danske videnskabsmand H.C. Ørsted. Allerede fra en ung alder stod det klart, at J.C. en dag skulle overtage faderens bryggeri. Til lektionerne forstod J.C. Jacobsen, at videnskaben var nøglen til bedre ølbrygning. Denne grundtanke dannede senere rammen for Carlsbergs udvikling. 

 

Som ung brygger rejste J.C. Jacobsen rundt i Europa for at finde opskriften på den perfekte øl. Et bud på den fandt han i Bayern, hvor han for første gang smagte en lagerøl. I Bayern studerede J.C. Jacobsen de nyeste bryggeteknikker på Gabriel Sedlmayrs Zum Spaten-bryggeri i München. 

 

I sommeren 1845 vendte han tilbage til København. Med sig havde han to beholdere med Spaten-gær i en særligt fremstillet hatteæske. Under den 20 dage lange rejse hjem stoppede han løbende op for at holde gæren fugtig med koldt vand. 

 

Med den nye gær blev lageren hurtigt sat i produktion, da han kom tilbage til Valby. Med den nye øltype forvandlede J.C. Jacobsen den danske ølkultur, der var præget af traditionelt hvidtøl. 

 

Selvom forretningen gik godt, var J.C. Jacobsen på en livslang rejse for at forbedre kvaliteten af øl. I 1800-tallet hærgede en sygdom kendt som ølsyge. Under brygningen blev øllet ramt af bakterier, der gjorde det udrikkeligt og førte til, at tusindvis af liter øl blev hældt ud. 

 

Carlsbergs grundlægger var overbevist om, at man måtte forstå øllets kemi for at forbedre dets kvalitet. Derfor installerede han et forskningslaboratorium for at finde frem til, hvordan Carlsbergs øl altid kunne have den højeste kvalitet. Bygningen var oprindeligt en magasinbygning, men i 1875 blev den omdannet til det første Carlsberg Laboratorium. 

 

Et videnskabeligt gennembrud i ølbrygning

I 1877 ansatte J.C. Jacobsen gæringsfysiologen Emil Chr. Hansen, hvilket skulle vise sig at være en god beslutning. 

 

Emil Chr. Hansen havde en ret usædvanlig historie. Han voksede op under meget beskedne kår i Ribe. Hans mor var vaskekone, mens hans far tumlede rundt som alkoholiseret vagabond. Som ung tjente Emil Chr. Hansen til dagen og vejen som malersvend, men han havde et skarpt hoved, så han forlod Ribe for at studere. På Københavns Universitet gav han sig i kast med mikrobiologi og høstede hurtigt den første anerkendelse for sin forskning. To år efter hans ansættelse på Carlsberg Laboratorium blev han udnævnt til laboratorieforstander. 

 

J.C. Jacobsens interesse for Emil Chr. Hansens arbejde på laboratoriet var enorm. Faktisk var den så stor, at Hansen ifølge nedskrevne beretninger bad Jacobsen om ikke at forstyrre hans arbejde. 

 

I 1883 udviklede Emil Chr. Hansen en metode til at rendyrke gær, hvilket sikrede en ensartet og høj kvalitet i ølbrygningen. Han fandt ud af, at gær kan kultiveres, isoleres og rendyrkes, hvilket fundamentalt ændrede måden, øl blev brygget på. Det revolutionerede kvaliteten af øl, og den originale Carlsberg-gær anvendes stadig i al pilsnerøl, der brygges i dag. 

Alle skulle have en del af gærstumpen

Emil Chr. Hansen havde oprindeligt forestillet sig, at Carlsberg mod betaling skulle levere ren gær til bryggerier verden over. Men tro mod sine principper og Carlsberg Laboratoriums statutter, der forbød hemmeligholdelse af forskningsresultater, nægtede J.C. Jacobsen at patentere metoden eller fremstille ren gær til salg. I stedet blev prøver af ren gær stillet gratis til rådighed. 

 

Gæringsfysiologer fra hele europa rejste til Carlsberg Laboratorium for at lære og for at få en gærstump med hjem. Det første kursus blev afholdt i 1883, og metoden blev hurtigt anerkendt internationalt. 

 

Den rendyrkede gær har ikke kun haft betydning for øl, men anvendes også inden for mejerier, vinproduktion, farmaceutiske virksomheder og bagerier, hvor den hjælper med at sikre ensartet kvalitet i produkterne

Siden 1897 har Carlsberg Laboratorium ligget lidt længere oppe ad vejen fra Home of Carlsberg. Gennem tiden har laboratoriet gjort banebrydende opdagelser, der har ført til nye og bedre måder at brygge øl på. Den dag i dag spiller Carlsberg Laboratorium stadig en vigtig rolle i videnskabelig grundforskning. 

  • FAQ
  • NYHEDSBREV
  • NABOER
  • PRIVATE GRUPPER
  • PRESSE
  • ORGANISATION
PROBABLY THE BEST
BEER IN THE WORLD