En øltradition med dybe rødder
Du skærer ned i den højtbelagte sildemad. Et halvt æg, kapers og frisk dild ligger sirligt anrettet. I glasset skummer en gylden påskebryg, og i det øjeblik den rammer tungen, fuldender den oplevelsen. En velkendt scene for mange af os, når vi samles omkring påskebordet – hvor både maden og øllet får lov til at spille hovedrollen.
Men hvor stammer traditionen med påskebryg egentlig fra? Og hvad er det, der kendetegner en klassisk påskebryg?
Fra frelsende bryg til dansk højtidsøl
Påskebryggen har sine rødder i det kraftige og mørke Salvator-øl – salvator betyder frelser – som munke i München bryggede allerede i 1600-tallet. Øllet fungerede som næring under fasten og var både fyldigt og energirigt. I slutningen af 1800-tallet fandt denne øltype vej til Danmark, hvor den hurtigt vandt popularitet.
Den første danske påskebryg
Da danske bryggerier, herunder Carlsberg og Tuborg, der dengang var to individuelle bryggerier, begyndte at brygge deres egne varianter, satte patentrettigheder dog en stopper for brugen af navnet Salvator. I stedet lancerede tuborg i 1906 som det første bryggeri en egentlig påskebryg. Det tog dog tid, før danskerne for alvor tog traditionen til sig. Først i årene efter Første Verdenskrig mellem 1918 og 1928 voksede efterspørgslen markant.
Hør chefbrygger Bjarke Bertelsen fra Husbryggeriet Jacobsen, der til dagligt brygger på toppen af Valby Bakke hos Home of Carlsberg, fortælle om påskebryggens historie og traditioner herunder.
Under Anden Verdenskrig blev påskebryg igen forbudt, da produktionen krævede for store mængder byg. Først i 1949 vendte påskebryggen tilbage – og siden har den fået følgeskab af en lang række andre højtidsøl. I dag er påskebryg en fast del af Carlsbergs brygtradition og et sikkert tegn på, at foråret er på vej.
Home of Carlsberg har i år fået sin helt egen Home of Carlsberg Easter Classic, du kan smage på fad i Carlsberg Baren. Hør Bjarke Bertelsen fortælle om øllen her.
P-dag
Det er ikke meget, man hører til P-dag mere, men i 80’erne og 90’erne var det en mindst lige så stor markering, som J-dag er i dag, hvor juleøllen frigives. P-dag er den dag, hvor årets påskebryg lanceres i butikker og på barer. Det sker et par dage inden påske, og alle værtshuse må først sælge øllen efter et bestemt klokkeslæt, akkurat som J-dag.