28.08.2024
Golden Days står for døren, og i den forbindelse inviterer Home of Carlsberg gæster på en særudstilling om bryggeriarbejdernes arbejdsliv, en fotoudstilling i en Carlsberg-lastbil, der udstiller nye og gamle billeder af bryggeriarbejdere, samt særrundvisninger, der giver gæster et indblik i nutidens dagligdag på den gamle bryggerigrund.
En hyldest til bryggeriarbejderne på Valby Bakke i særudstilling
I anledning af kulturfestivalen Golden Days, der i år bærer temaet På Arbejde, har Home of Carlsberg spurgt medarbejderne selv: Hvordan var arbejdslivet egentlig på Carlsberg Bryggeriet på Valby Bakke? Home of Carlsberg har gennem sommeren efterlyst historier fra nuværende og tidligere medarbejdere, der har haft deres daglige gang på Carlsberg Bryggeriet, da det indtil 2008 lå på Valby Bakke.
Der blev indsendt historier fra kuske, bryggeriarbejdere, kontorelever og chefer blandt mange andre. De mange fortællinger kan opleves i en gratis særudstilling i bryggergården og online på www.homeofcarlsberg.com/goldendays. Her kan gæster gå på opdagelse i beretningerne direkte fra arbejderne selv, der giver et autentisk, ufiltreret og sjovt indblik i det at gå på arbejde på Danmarks største bryggeri.
I udstillingen kan du blandt andet møde Keld Norup Lauridsen, der er opvokset på bryggeriet i en af Carlsbergs tidligere tjenesteboliger. Han fulgte i sin fars fodspor og arbejdede på Carlsberg fra 1975-2010. Keld Norup Lauridsen fortæller:
Jeg arbejdede i distributionen fra 1979-81, hvor vi solgte øl fra bilen. Det var et hårdt job, vi bar altid to kasser øl på skuldrene ad gangen. Men vi fik tidlig fyraften, og at arbejde i distributionen var nogle af de bedste år i mit arbejdsliv.”
En lastbil som galleri og særrundvisninger
I åbningsweekenden af Golden Days ruller et af Carlsbergs mest genkendelige arbejdsredskaber – lastbilen – ind foran Home of Carlsberg. Normalt leverer lastbilerne øl, men i weekendens anledning fungerer lastbilen som galleri med billeder taget af fotograf Oliver Knauer, der portrætterer Carlsbergs nuværende bryggeriarbejdere i Fredericia, samt udvalgte arkivbilleder fra dagligdagen på bryggeriet på Valby Bakke.
Der vil også være rig mulighed for at blive klogere på det moderne arbejdsliv hos Carlsberg og Home of Carlsberg i en særrundvisning. Her vil gæster blive introduceret for arbejdet med at brygge øl på Husbryggeriet Jacobsen, staldarbejdet i den historiske hestestald og forskningsarbejdet på Carlsberg Laboratoriet, hvor der hver dag bliver forsket i alt fra afgrøder til nye øltyper.